Folketingsvalget 2019

Af Niels Bjarne Lund

Indlæg fra redaktøren. Indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Enhedslistens generelle holdning.

Har rød blok vundet, og i så fald hvad har rød blok vundet?

Efter at have ført en flot valgkamp lykkedes det, desværre, ikke for Enhedslisten at overbevise danskerne om, at et stærkt Enhedslisten er garanten for den progressive udvikling landet har så hårdt brug for. Tvært imod gik vi, mod forventning, et mandat tilbage, og kampen for et grønnere, mere retfærdigt og lige samfund er dermed langt fra vundet.

Man kan argumentere for at klimadagsordenen er kommet styrket ud, efter valget, og godt for det. Men på rigtig mange områder vil den blå/sorte politik fortsætte. Det gælder f.eks på tilbagetrækningsalder, hvor Radikale ikke kan se problemet i, at mennesker skal arbejde til de falder om, og hvor der derfor ikke kan opnås flertal for forbedringer af væsentlig karakter. Og det gælder på udlændingepolitikken, hvor Socialdemokraterne er på linje med DF, og hvor der derfor ikke er udsigt til en anden politik. Og det gælder, ikke mindst, på den økonomiske politik, hvor både Socialdemokraterne og, især, Radikale er mere på linie med Venstre end med venstrefløjen.

Alt i alt betyder det at jeg ikke forventer de store fremskridt, i den kommende valgperiode, men jeg håber at Enhedslisten er parate til at gøre alvor af, at trække støtten til Mette Frederiksen, hvis hun skejer alt for meget ud.